Min blodprop og genoptræningen:
JuraEksperten.dk og DitTestamente.dk har været lukket, siden jeg – Erik Frodelund – blev delvis lammet i min venstre arm og i mit venstre ben af en blodprop i hjernen den 8.februar 2019, hvor jeg blev ramt af blodproppen under et indkøb i Netto i Odense.
Selv om jeg straks kom på Odense Universitetshospital og fik den såkaldte mirakelkur, dvs. trombolyse, der fortynder blodet og i bedste fald kan opløse blodpropper, lykkes det desværre ikke. Derfor blev jeg hejst rundt som en sæk skærver under loftet på sygehuset, når jeg skulle på toilet eller i seng, idet mit venstre ben og min venstre arm var fuldstændig lammet.
Den første uge kunne de radiografer, der aflæser MR-scanninger, ikke se min blodprop, og derfor meddelte en af reservelægerne på rehabiliteringen, der har til huse på Svendborg Sygehus, at jeg ”skulle glæde mig”, for der var tale om en ”funktionel lidelse”. Et begreb jeg aldrig tidligere havde hørt, og som jeg fik forklaret som tankemylder, der får ens krop og hjerne til at reagere som var der en rigtig blodprop og ikke det, som jeg oversatte en funktionel lidelse til. Nemlig en slags psykisk blodprop.
Jeg kunne ikke forstå, hvordan min krop og hjerne skulle kunne vide - sådan helt ned i detaljer - hvordan en rigtig blodprop mærkes. Derfor blev jeg ved med at bede om ny scanning, og den viste, at jeg desværre havde en rigtig blodprop i hjernestammen, som sender impulser til musklerne i min krop og sanseindtryk fra min krop tilbage til min hjerne.
Da jeg heldigvis fortsat havde bevaret evnen til at læse, forstå og tænke, kunne jeg læse på Internet, at det er uhyre vigtigt straks at forsøge at blive genoptrænet, og at mange i min situation undlader at træne deres lamme venstre hånd, fordi de som højrehåndede klarede sig på rimelig vis med den anden.
Jeg gik straks i gang med dagligt og flittigt at træne fingrene på min venstre hånd med tørre bønner, tøjklemmer og strøm via elektroder på hånden. Og det er jeg glad for, at jeg brugte vældig mange timer på. Den benhårde og daglige håndtræning har nemlig medført, at jeg igen kan skrive med fingrene på begge hænder på et tastatur. Nogen, som terapeuterne på rehabiliteringen i Svendborg ellers havde sagt, at jeg nok aldrig ville komme til.
Til gengæld er jeg ked af, at jeg på rehabiliteringen i Svendborg kun tre timer om ugen fik genoptræning af mit venstre ben hos en fysioterapeut, for havde det været langt mere og effektivt, er jeg overbevist om, at jeg i dag ville kunne gå rundt med stok. Nu humper jeg nogle få meter og plages af en dropfod, som jeg hele tiden er ved at snuble over.
På rehabiliteringen i Svendborg var der ingen ergo- og fysioterapi i weekenderne, for det var sparet væk, og jeg fik forbud mod selv at købe terapeuter udefra til at komme ind på hospitalet for at genoptræne mig.
Når det er så dårligt med den nødvendige genoptræning på rehabiliteringen i Svendborg hænger det sammen med en stadig mere udsultet økonomi.
Efter otte uger på den offentlige rehabilitering på Svendborg Sygehus blev jeg helt bogsaveligt smidt på gaden, selv om den ledende overlæge havde sagt, at så længe, jeg fortsat trænede hårdt hver dag, og der var fremskridt, ville jeg kunne blive der. Men to dage senere var hun blevet underkendt af sygehusets ledelse og tvunget til at stoppe min rehabilitering, så andre kunne komme til.
At jeg på ingen måde ville kun klare mig på egen hånd – herunder selv komme på toilettet eller tage bad – fremgår tydeligt at min plejeforløbsplan og min udskrivningsrapport. På det tidspunkt ville jeg have haft behov for en mindre hær af hjemmehjælpere og personlige assistenter døgnet rundt, og min påtvungne hjemkomst ville være blevet et sandt mareridt for min kone. Derfor valgte jeg at købe et seks uger ophold på Vejle Fjord Rehabilitering til knap 200.000 kr. Et ophold, som min bopælskommune – Langeland Kommune – hverken ville betale eller give et bidrag til. Langeland Kommune ville end ikke lade den Flexvogn, der skulle køre mig og min kørestol fra Svendborg til mit hjem, ændre kurs og køre mig i til Vejle Fjord Rehabilitering i stedet. Nej, det blev som stort set alt andet en tur for egen regning - 3.500 kr. - og dermed en besparelse for Langeland Kommune, der ellers havde pligt til at betale for kørslen fra Svendborg Sygehus til mit hjem i Lohals.
Selv om det var dyrt, er jeg i dag glad for, at jeg valgte at tage direkte på Vejle Fjord Rehabilitering for egen regning. Her kunne jeg planlægge, hvad jeg ville have af genoptræning i varmvandsbassin, på avanceret gangbånd osv., da jeg selv skulle betale det hele. Og mine svømme-terapeuter og mine fysioterapeuter på Vejle Fjord Rehabilitering gjorde et virkelig godt og fagligt kompetent stykke arbejde, som har bragt mig flere lysår længere end den offentlige rehabilitering i Svendborg, hvor det desværre mest af alt må betegnes som opbevaring i en økonomisk udsultet hospitalsafdeling.
At der er mulighed for at komme på Vejle Fjord Rehabilitering efter lægehenvisning og en konkret visitering og med regionen som betaler, kan desværre ikke bruges til noget i perioden efter en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning. Her er mindst halvanden års ventetid, og derefter er det nærmest et hundrede procent sikkert, at så er det for sent at få gang i den lamme arm og det lamme ben igen.
Den lamme hånd vil typisk være hævet til midt på maven og sidde med krumme fingre, der ikke længere kan rettes ud. Sådan så det i hvert fald ud hos de patienter, der var på Vejle Fjord sammen med mig, og som havde fået opholdet bevilget og betalt af regionen.
Lad mig sige det så tydeligt, som jeg kan, til alle, der bliver lammet af en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning:
Hvis I på nogen måde kan skaffe pengene, selv om det er dyrt, så køb jer et ophold på Vejle Fjord Rehabilitering!
At det offentlige sygehusvæsen har spillet fallit og helt bogstaveligt kasserer folk med lammelser efter en blodprop, er desværre en kendsgerning, som kun vil blive forstærket, når de milliardstore hjælpepakker til erhvervslivet skal betales efter Covid-19 pandemien.
Vejle Fjord Rehabilitering er en gennemført kommerciel forretning, men det er bedre at blive malket af en pengemaskine med dygtige og kompetente medarbejdere end parkeret som kasseret af et udsultet offentligt sundhedsvæsen.
Efter det seks ugers lange ophold på Vejle Fjord Rehabilitering og for egen regning vovede jeg at komme tilbage til mit hjem i Lohals, idet jeg nu kunne klare toiletbesøg og tage bad på egen hånd og derfor ikke længere ville være et 24-timers mareridt for min kone.
Men at komme tilbage til sin hjemkommune, når den geografisk har Langeland som fornavn, er juridisk set noget, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, og som uvægerligt får mig til at tænke på Ringsted-sagen, hvor to journalister på Jyllands-Posten fik årets Cavlingpris for at afsløre, at en offentlig institution ikke gjorde som foreskrevet og dermed blev et farligt og uhyggeligt bekendtskab for kvinder med mulig brystkræft. En artikelserie md overskriften "Det store sundhedssvigt".
Inden jeg kommer til det lige så store og bevidste handicapsvigt i Langelad Kommune, vil jeg udtrykke min tilfredshed med den kommunale fysioterapeut og hendes mandlige kompagnon, der har stået for min ugentlige kommunale genoptræning, fra jeg i maj 2019 kom retur til mit hjem i Lohals og indtil udgangen af februar i år. Desuden har jeg kun ros til kommunens hjerneskadekoordinator, der er nødt til at navigere i et offentligt farvand, hvor hendes kommunale officerer hemmeligholder dokumenter og styrer stik modsat det, der er den officielle kurs fra sundhedsmyndighederne.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne det sociale snyd, som borgere laver for at få en uberettiget økonomisk gevinst, med det sociale snyd, Langeland Kommune laver for at få en uberettiget økonomisk gevinst i form af en besparelse på de sociale budgetter. Her bliver vi borgere dømt og straffet for socialt bedrageri, mens Langeland Kommune maksimalt risikerer en løftet pegefinger fra Ankestyrelse, Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn eller Folketingets Ombudsmand.
Vi borgere bliver ikke kun straffet med bøde eller fængsel, men skal tilbagebetale den økonomiske gevinst, vi har opnået ved at begå social snyd. Det slipper Langeland Kommune også for. Derfor kan der være særdeles store og helt uberettigede besparelser ved at forhale, forsinke og forplumre sociale sager om brugerstyret personlig assistance, også kaldet for BPA-ordninger efter servicelovens § 96 stk. 1, idet kommunen ikke risikerer nogen efterbetaling, men som omtalt ovenfor blot kan få et ”fy, det må en kommune ikke gøre”. Og typisk vil det tage flere år at komme dertil i et klagesystem, der ligger i ruiner, fordi det er udflyttet fra København til Aarhus, og fordi det fik mange medarbejdere til at sige op.
I mit tilfælde gør Langeland Kommune alt – også på ulovlig vis – for at forhale og forplumre, at jeg får den BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1, som jeg har krav på, og hvor loven bestemmer følgende:
”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
Stk. 2. Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter stk. 1, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne”.
At Langeland Kommune har pligt til af egen drift at oplyse om muligheden for en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1 er en anden sag, som Langeland også gør alt for at hemmeligholde. Ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale har Langeland Kommune pligt til at efterleve følgende:
§ 1. Formålet med denne lov er at 1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager, 2) fremhæve kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område, 3) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp.
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
§ 5. Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.
§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.
Fra jeg kom retur i maj 2019 fra mit selvbetalte ophold på Vejle Fjord Rehabilitering til i dag – 29. marts 2020 – har Langeland Kommune på intet tidspunkt og på ingen måde vejledt eller rådgivet mig om mine muligheder i serviceloven, fx at der findes BPA-ordninger efter lovens § 96. Det har jeg selv måttet finde ud af, og her har jeg en fordel i forhold til de fleste af de patienter, jeg mødte under min offentlige genoptræning på Svendborg Sygehus. Nemlig at jeg som jurist kan finde rundt i dansk lovgivning, fortolke paragraffer og søge efter principafgørelser fra Ankestyrelsen.
I begyndelsen af januar i år fandt jeg frem til servicelovens § 96 stk. 1 og gjorde Langeland Kommune opmærksom på, at kommunen har pligt til at tilbyde mig en sådan BPA-ordning, da jeg utvivlsomt opfylder betingelserne, dvs. at jeg har en væsentlig og varigt nedsat funktionsevne og er i stand til at ansætte og vejlede de personlige assistenter, som jeg ansætter til at hjælpe mig med at få en rimelig hverdag, fx hjælpe med tøjvask, madlavning, rengøring, transport og ledsagelse.
Umiddelbart kendte ingen af de menige medarbejdere i socialforvaltningen hos Langeland Kommune til BPA-ordninger efter serviceloens § 96 stk. 1, men sluttelig lykkedes det mig og at få navnet på en sagsbehandler inden for det pågældende og ret så hemmeligholdte område. En sagsbehandler som ikke ville svare på noget, før hun havde talt med en anden afdeling, da ”sådanne ordninger altid skal behandles i et samarbejde mellem to afdelinger", sagde hun
Den pågældende sagsbehandler vendte ikke som ellers lovet tilbage, og herfra blev det en situation, hvor det ville være lettere at humpe til toppen af bjerget Kilimanjaro i Afrika med et lammet ben og en krykke i den raske hånd end at få en saglig og korrekt sagsbehandling hos Langeland Kommune.
Detaljerne i mit videre forløb for at få en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1 overgår alt, hvad jeg har oplevet som journalist og jurist, idet Langeland Kommune gør alt – også på klart ulovlig vis – for at hemmeligholde, at kommunen fra tidligere har to BPA-ordninger efter servicelovens § 96 stk. 1, og for at undgå, at der bliver etableret nye BPA-ordninger, selv om handicappede skatteydere og borgere helt oplagt har behov for det og juridisk set har krav på det.
I stedet for at skrive yderligere 50 sider med fingrene på begge hænder om kommunens brud på dansk lovgivning indsætter jeg et uddrag af den måde, som Langeland Kommune i strid med alle regler behandler min BPA-sag på ved at undlade at journalisere dokumenter, undlade at svare på begæringer om aktindsigt, undlade at svare på konkrete spørgsmål, fx om lovhjemmel, undlade at informere læge og neuropsykolog om mit samtykke m.v. I stedet kan interesserede læse videre i nedenstående tre emner, som uddybes, når jeg på et tidspunkt får en afklaring på min sag fra begyndelsen af januar i år om en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1
- ”Mit opråb til hele kommunalbestyrelsen samt kommunaldirektøren”.
- ”God dag mand økseskaft fra lederen af Handicap og Psykiatri ved Langeland Kommune”.
- ”Pas på neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen fra Roskilde”.
"Den officielle og den reelle handicappolitik i Langeland Kommune".
"Chikane eller misforstået forvaltningsret på Langeland".
"Når kommunen ikke har respekt for Ankestyrelsen"
NB: Skulle nogen – herunder andre i samme situation – have behov for rådgivning om deres rettigheder og muligheder efter serviceloven, er de velkomne til gratis at henvende sig til mig via kontaktformularen på www.Juraeksperten.dk
Læs resten af min sag her