God dag mand økseskaft fra Langeland Kommune.

Kære Hanne Karlskov Andreasen.

Tak for dine svar på min klage til kommunaldirektøren og borgmesteren over behandlingen af min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk. 1. Men jeg har aldrig tidligere – hverken som journalist eller jurist – set noget, der er så intetsigende, manipulerende, forvrænget og forkert som din måde at besvare konkrete spørgsmål og klagepunkter på.
Og hvad er det for en trussel, som du kommer med, hvis jeg ikke uden videre makker ret og accepterer, at en kommune uden lovhjemmel kan kræve svar fra en neuropsykolog, der har svigtet sin pligt til at sikre sig mit samtykke, inden han gik i gang med den undersøgelse, Langeland Kommune har købt ham til at udføre, og hvor du truer med følgende:
”Det kan betyde, at Langeland kan blive nødt til at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvilket i værste tilfælde kan medføre afslag på BPA ordning jævnfør § 96”.

I dine såkaldte ”intetsigende svar” vælger du bevidst at overse, hvad jeg helt konkret gav dig samtykke til, inden den pågældende neuropsykolog skulle besøge os i Lohals.

I øjeblikket venter jeg på, at du som begæret giver mig partsindsigt i din kommunikation og korrespondance med Henrik Valentin Mortensen, og hvor jeg i går undrede mig over, at den ikke er en del af den aktindsigt, som jeg modtog fra kommunens hjerneskadekoordinator. Desuden undrer det mig, at du hverken besvarer eller bekræfter modtagelsen af mine e-mails om partsindsigt, og hvor jeg senest har gjort dig opmærksom på reglerne i forvaltningsloven

I det hele taget er dine svar dét, som vi i pressen vil kalde for ”god dag mand økseskaft” og dermed nærmest nonsens i forhold til mine meget konkrete spørgsmål.

Når jeg fx spørger, hvorfor jeg overhovedet ikke som foreskrevet i lov om retssikkerhed har modtaget nogen som helst rådgivning fra kommunen, siden jeg blev udskrevet fra min rehabilitering og kom i kommunal genoptræning for et år siden, svarer du:
”I Langeland Kommune bestræber vi os altid på at udføre vores vejledningspligt på bedste vis, det kan derudover oplyses, at vi har kendskab til Retssikkerhedsloven”.
Men hvad siger det svar, når jeg ikke fra kommunen har fået nogen rådgivning og vejledning overhovedet?

Når jeg spørger, hvorfor Langeland Kommune ikke i to måneder har fulgt det samtykke, som jeg af kommunen blev opfordret til straks at give, så kommunen kunne indhente oplysninger hos min læge, bekræfter du blot og indirekte, at der ikke er sket noget i to måneder:
”Handicap og Psykiatri Myndighed har den 6.3.2020 (dvs. cirka to måneder senere) anmodet din praktiserende læge om en generel helbredsattest”.
Men det er jo ikke noget svar på, hvorfor kommunen har været to måneder om det?

Når jeg spørger, hvorfor Langeland Kommune ikke har videregivet mit samtykke til at tjekke om jeg kan være arbejdsleder i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1 til den neuropsykolog, som kommunen har bestilt til det, svarer du følgende:
”Langeland Kommune er bekendt med reglerne om samtykke, herunder om informeret samtykke”.
Jamen, god dag mand økseskaft for et svar og en fuldstændig useriøs sagsbehandling.
Et totalt intetsigende svar, som vil give den pågældende neuropsykolog et forklaringsproblem i tilfælde af en sag om manglende samtykke ved Psykolognævnet.

Når jeg spørger, om du – og dermed Langeland Kommune - er enig i, at servicelovens § 96 stk. 1 er en præceptiv (og ikke en deklaratorisk) regel, hvor kommunen af egen drift har pligt til at tilbyde en BPA-ordning, svarer du følgende:
”Langeland Kommune er bekendt med rammerne for bevilling af støtte efter§ 96 stk. 1”.
Jamen, god dag mand økseskaft for endnu et intetsigende svar og en fuldstændig useriøs sagsbehandling.

Og sådan kunne jeg blive ved i forhold til din seneste skrivelse, som jeg går ud fra, at du har videresendt til kommunaldirektøren, der har svaret mig således, inden hun har bedt dig om at behandle min klage
”Kære Erik. Tak for din mail af 17. marts 2020, hvor du beder om en loyal og seriøs sagsbehandling og svar på en række stillede spørgsmål.  Tonni Hansen og jeg er selvfølgelig enige i, at du skal have en ordentlig og korrekt sagsbehandling.”.

Jeg sender denne e-mail videre til kommunaldirektøren og borgmesteren og håber, at de kan se, at dine intetsigende svar på ingen måde er udtryk for en loyal og seriøs sagsbehandling.

Da jeg har modtaget et brev fra Langeland Kommune, hvor Hanne Karlskov Andreasen fortsætter sin groteste og komplet uforståelige behandling af min BPA-sag, har jeg brugt pinsen på at genoptræne mine delvis  lamme fingre på venstre hånd for at skrive følgende svar til hende:

Kære Hanne Karlskov Andreasen
.

Tak for brev af 29. maj, hvor du spørger, om jeg vil have, at du skal træffe en afgørelse i min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk.1 på ”et ufuldstændigt og mangelfuldt grundlag”, og hvor du endnu en gang antyder, at i så fald så får jeg et afslag.

 Svaret giver selvsagt sig selv, for det ønsker jeg naturligvis ikke (!)

Men hvordan kan du efter et halvt års sagsbehandling påstå, at du mangler oplysninger om min ”betydelige funktionsnedsættelse”, ”omfanget af den erhvervede funktionsnedsættelse”, ”oplysninger fra afprøvninger”, ”observationer fra træning og fra min dagligdag”, ”oplysninger til udredning af hjælpemidler og boligindretning” osv.
Det er da helt absurd, for det hele fremgår af det det omfattende materiale, kommunen har fået – herunder rapporter indscannet af mig, da de kommunale sagsbehandlere ikke kunne finde dem - og senest rapporten fra marts fra kommunens egen fysioterapeut, (jf. ”slutstatus fra Anne-Mette) der har stået for min ugentlige kommunale genoptræning i Sundhedshuset, og fra de kommunale medarbejdere, der har aflagt mig og min kone timelange besøg (se kommunens egne referater) og min egen beskrivelse fra januar af min situation og mine behov (bilag 6).

Jeg har fx netop fået kommunen afgørelse, efter kommunale medarbejdere har besøgt os flere gange for at besigtiget vor bolig og grund og for at drøfte boligindretninger som følge af min lammelse samt mit behov for en el-kørestol (Bilag 3, bilag 4 og bilag EFbolig).
Trods denne kendsgerning skriver du i brev af 29. maj:
”Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt der er forsøgt etableret samarbejde omkring udredning af behov for boligindretning og om boligindretning vil øge din selvstændighed og uafhængighed i dagligdagen, herunder ved at bedre mulighederne for at du kan komme omkring via rollator, el-scooter eller anden form for hjælpemiddel”.

Taler I overhovedet ikke sammen i den sociale forvaltning hos Langeland Kommune? for det er da helt uhyrligt og komplet uforståeligt, at du i dit brev af 29. maj nu kan påstå, at du mangler oplysninger om mit behov for boligindretning, når kommunen for en måned siden har afgjort sagen på baggrund af flere besøg hos os (!)
Jeg kan desværre kun ryste på hovedet og konstatere, at min mulighed for at få den nødvendige genoptræning hos fysioterapeuter, komme i det stærkt anbefalede varmvandsbassin og leve et bare lidt tålelidt liv i forhold til tidligere, dvs. som det er formået med en BPA-ordning, fortsat ikke er en mulighed. Desuden er det på ingen måde rimeligt eller i overensstemmelse med servicelovens § 96 stk. 1, hvis min kone skal opgive endnu mere af sit eget liv og slide sig selv helt ned for at jeg skal kunne komme til den nødvendige ugentlige genoptræning hos fysioterapeuter, i varmtvandsbassin osv., fordi jeg ikke kan få den hjælp og ansætte de personlige assistenter, som jeg er berettiget til efter servicelovens § 96 tk. 1.

Det er komplet uforståeligt, når du pludselig i sidste uge sender min kone en e-mail om, at hvis hun selv er handicappet med leddegigt osv., kan hun på egne vegne søge hjemmehjælp. Hvad er det dog for noget?
Som kommunal chef for handicappede burde du være bekendt med, at en afgørelse på min BPA-sag ville give mig mulighed for at bruge mine personlige assistenter til meget af det, som jeg i dag kun kan komme til eller få gjort, hvis jeg får hjælp til det af min kone.
I den forbindelse har jeg et spørgsmål, som desværre bliver stadig mere relevant på baggrund af den måde, som du behandler min BPA-sag på. Nemlig:
Kan jeg være sikker på straks at få plads på et plejehjem, hvis denne ulidelige og fuldstændig uholdbare situation med min BPA-sag trækker så meget i langdrag, at jeg ikke længere har en ægtefælle til at hjælpe mig, for jeg kan på ingen måde klare mig alene med kommunal hjemmehjælp? se rapporterne fra Svendborg Sygehus, Vejle Fjord Rehabilitering og mit notat til kommunen fra januar (bilag 6).

Du har de seneste måneder kunnet besøge os alt det, du har måttet ønske for at få de oplysninger, iagttagelser osv., som du nu påstår, at du mangler for at kunne afgøre min BPA-sag, men du har hverken besøgt os eller ringet til mig for at drøfte min sag?
I stedet har du gjort det til en magtkamp, hvor jeg føler mig tvunget til at lægge noget af vor korrespondance ud på nettet, se VisitLohals.dk:
 https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html

Ligeledes har jeg lagt det foreløbige resultat af den sag, som du de seneste måneder slet ikke har villet svare mig på, og som nu ligger hos Ankestyrelsen, ud på en af mine hjemmesider på nettet. En sag hvor du har undladt at sende dit brev til mig om samtykke og mit svar videre til den neuropsykolog, kommunen har betalt en mindre formue for at svare på, om jeg kan fungere som arbejdsleder for mine personlige hjælpere, jf. dit eget brev til mig om det, jeg skulle give samtykke til, og mit samtykke til dig – blandt andet mit samtykke fra 4. marts, dvs. to dage før, at neuropsykologen skulle køre fra Roskile for at besøge os i Lohals. Et meget enkelt svar, som du gratis kunne have fået fra den kommunale fysioterapeut, der har genoptrænet mig fra maj i fjor til udgangen af februar i år, lige om der i alle rapporter fra sygehus, Vejle Fjord, kommunens fysioterapeut står det samme, dvs. ”Kognitivt - Intet at bemærke”.
Om det har været for at forhale sagen, for at genere mig og mit selvværd eller noget helt andet, kan jeg kun gætte på. Men det er notorisk spild af kommunale penge og i øvrigt helt til grin at bestille en neuropsykolog til at bruge mindst en hel arbejdsdag på at teste mig, når du ikke efterfølgende vil lade neuropsykologen svare kommunen på dét, som jeg gav samtykke til, at han måtte svare dig på. Nemlig om han efter sine test mener, at jeg kognitivt kan være arbejdsleder for mine hjælpere i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk1. Et spørgsmål som den pågældende neuropsykolog såvel mundtligt som skriftligt har svaret klart ”ja” på over for min kone og mig, men hvor du ikke vil lade hans svar indgå i min BPA-sag, fordi du i strid med al gældende jura mener, at du i en BPA-sag efter § 96 stk. 1 kan kræve at få en intelligenstest fra en lammet borger, der skal kunne være arbejdsleder for sine personlige assistenter.
Hvad er et dog for noget? og hvorfor svarer du ikke på, hvor der skulle være lovhjemmel til det?
https://www.juraeksperten.dk/pas-paa-neuropsykolog-henrik-valentin-mortensen/

At din afdeling startede min sag på et helt forkert juridisk grundlag, kan du læse i de interne dokumenter i kommunens arkiv, hvor din afdeling anmoder kommunens Ældre Sundhed Myndighed visitere mig efter forkerte paragraffer i serviceloven i stedet for § 96 stk. 1. Her får jeg en skriftlig undskyldning fra Helle Petersen, der harudarbejdet et internt notat om den rigtige fremgangsmåde og henviser til KL’s retningslinjer (et notat som kommunen har nægtet at give mig aktindsigt i).
Men trods notatet fortsætter du med at forhale og forplumre sagen på en måde, som jeg ikke forstår, og hvor jeg heller ikke forstår, hvorfor kommunen ledelse ikke griber ind i din måde at behandle min sag på.

Hvorfor har du ikke været på besøg hos os?
Hvorfor har du ikke sikret dig at have de nødvendige observationer fra min dagligdag?
Hvorfor svarer du ikke på mine henvendelser om lovhjemmel, aktindsigt osv.?
Hvorfor skal Ankestyrelsen vente i to måneder for at få kommunens svar i den sag om aktindsigt, jeg har indledt for at få indblik i korrespondancen/kommunikationen mellem dig og den bestilte neuropsykolog?
Hvorfor har du som chef inden for handicap og psykiatri ingen forståelse for, at mit liv som lammet og stærkt handicappet efter en blodprop i hjernen kun bliver stadig dårlige, når jeg ikke kan få den nødvendige ledsagelse til at komme til genoptræning med kørestol osv., med mindre jeg har personlige assistenter til at løfte min kørestol frem og ind i bilen og ledsage mig - herunder ledsagelse med kørestol til så meget andet, fx til læge, sygehus, frisør, bandagist, besøg m.v.?
Som du ganske rigtigt har meddelt mig, er jeg ”ikke i målgruppen” for en ledsagerordning efter servicelovens § 97. En mærkelig formulering, når personer over 67 år slet ikke kan få ledsagelse.
I stedet kan jeg ansætte personlige assistenter til at ledsage og køre mig efter den peragraf i servicelovens - § 96 stk. 1 – som jeg selv fandt frem til, fordi jeg på intet tidspunkt har fået den rådgivning om mine rettigheder og muligheder, jeg har krav på at få fra kommunen efter lov om retssikkerhed på det sociale område.
Når jeg skriftligt spørger Langeland Kommune, hvorfor jeg aldrig har fået sådan en rådgivning, svarer du følgende:
”I Langeland Kommune bestræber vi os altid på at udføre vores vejledningspligt på bedste vis, det kan derudover oplyses, at vi har kendskab til Retssikkerhedsloven”.
Det er jo ikke noget svar, men det vi i pressen kalder for ”God dag mand økseskaft”:
https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html

Efter dit brev af 29. maj er jeg som stærkt handicappet på nippet til ved at opgive det hele, men det er tilsyneladende også, hvad du hele tiden har arbejdet på i stedet for at gennemføre en seriøs, saglig og sober sagsbehandling?

Den medsendte beskrivelse med besøgsdatoer og uddrag af min efterhånden kilometerlange korrespondance med dig og medarbejdere ved Langeland Kommune følger nedenfor, og den bliver også sendt til de personer og organisationer, f x Hjerneskadeforeningen, der følger min BPA-sag hos Langeland Kommune.

Vil du venligst denne gang svare seriøst på ovenstående spørgsmål?

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

Da Hanne Karlskov Andreasens manglende svar på min begæring om aktindsigt i den fulde korrespondance/kommunikation mellem hende og neuropsykologen, Henrik Valentin Mortensen, Roskilde, som tog mig jorden rundt for en pris på cirka 17.000 kr. til Langeland Kommune, fortsat er ubesvaret af Ankestyrelsen, og da hendes kollega i den langelandske socialforvaltning, Ruth-Lillian Hansen, udviser den samme manglende smidighed og tilsyneladende har forbud mod at tænke selv, har jeg 16-06-2020 suppleret min sag på Internet og på Facebook og sendt en fjerde klage til Ankestyrelsen, læs:

Chikane eller misforstået forvaltningsret på Langeland 

Jeg har i dag - 26. juni - brugt flere timer på at besvare endnu et helt grotresk brev fra Hanne Karlskov Andreasen, Langeland Kommune, der tilsyneladende ikke er vidende om, at jeg siden januar har haft en sag om et eldrevet køretøj hosd Langeland Kommune - og vel at  mærke en sag som jeg i går brugte timer på endnu en gang at svare kommunen på.
Her følger dagens e-mail til Hanne Karlskov  Andreasen, som foreløbig har været godt et halvt år om ikke at svare på  min sag om en BPA-ordning efter servicelocens § 96 stk. 1, og som de af hende to udsendte terapeuter slet ikke kommer ind på:

Emne: Brev fra kommunen: Fra Langeland kommune

26.06.2020

Til Langeland Kommune,
Att. Hanne Karlskov Andreasen.

Kære Hanne Karlskov Andreasen.

Tak for referatet af det besøg, som du arrangerede, og hvor endnu to kommunale terapeuter skulle observere mig i mit hjem 11. juni i forbindelse med endnu en afklaring af mit funktionsniveau og i igen i relation til min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk. 1. En sag som blev indledt i januar, dvs. for syv måneder siden.

De to terapeuters rapport svarer næsten et hundrede procent til det, som kommunens terapeuter er kommet frem til efter lignende ”besøgsmøder”, se fx vedhæftede statusrapport fra februar i bilag 1 på baggrund af et lignende observationsbesøg 19. februar, se bilag 2.

Men som ved alt andet i min BPA-sag har Langeland Kommune tilsyneladende ikke styr på ret meget, idet du skriver, at jeg på medsendte blanket ”kan ansøge om el-scooter”, hvilket jeg faktisk har gjort og ændret til el-kørestol for lang tid siden (!), og hvor kommunen, siden jeg blev erklæret stationær i januar i år, har behandlet sagen, se bilag 3 fra februar med min fornyede ansøgning, bilag 4 fra 4. maj, bilag 5 fra 7. maj og bilag 6 fra 24.juni.

Sig mig venligst, om den ene kommunale medarbejder ikke ved, hvad den anden kommunale medarbejder laver?

Hvorfor skal jeg med min delvis lamme arm bruge timer på at skrive det samme til Langeland Kommune gang på gang? og hvorfor skal der laves en håndfuld statusrapporter?

Der er intet nyt i referatet fra de to terapeuters besøg i mit hjem 11. juni bortset fra, at de slet ikke tager stilling til mit meget store behov for at kunne færdes uden for vor bolig Søndergade 9 i Lohals og uden for vor ferielejlighed Carl Nielsens Kvarter 35 i Odense. Det er selvsagt ”min store frustration” – for nu at genbruge terapeuternes ord på korrekt vis, idet jeg siden min kommunale genoptræning stoppede med udgangen af februar i år har været fængslet begge steder. Jeg kan hverken komme til den nødvendige genoptræning, på besøg, til kulturelle aktiviteter, holde juridiske foredrag eller alt andet(!).

Det kan jeg kun, hvis jeg får den BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1, som jeg har krav på, da det er en præceptiv regel, samt den lette sammenklappelige el-kørestol, jeg har ansøgt om siden maj i fjor – en ansøgning der blev afslået, indtil jeg var stationær i januar i år, og som jeg siden har brugt et halvt hundrede timer på at komme videre med, men hvor Langeland Kommune forhaler og forplumrer sagen ved gentagne gange at give afslag med forskellige begrundelser og gentagne gange at sende sagen til partshøring, hvorefter kommunen blot ændrer sin begrundelse og beder mig begynde forfra. Denne gang afslag med den begrundelse, at min hjælper ikke må løfte en el-kørestol på 27 kilo, hvilket min hjkælper heller ikke skal (!), da der kan købes en rampe, så el-kørestolen selv kan køre op i bagerummet på min bil.
Hvad er det dog for en sagsbehandling?

Mine kommentarer til de to terapeuters nye rapport efter det timelange besøg 11. juni hos mig og min kone kan koges ned til to ting. Nemlig:

1) At mit behov på ingen måde er at kunne sidde på en Velastol (som jeg udmærket kender fra mit seks uger lange og selvbetalte ophold på Vejle Fjord Rehabilitering) og skrælle kartofter. I øvrigt noget, som jeg kun kan, hvis andre har købt kartoflerne, båret dem op i køkkenet på første sal og lagt dem til rette for mig, idet jeg som ved alt andet – fx bad, toiletbesøg og spisning – skal have 75 procent assistance fra andre, fordi jeg kun er 25 % selvhjulpen (noget der burde fremgå af rapporten).

2) At den afsluttende bemærkning om at byde på kaffe er usmagelig og et hundrede procent forkert, og det bekræfter min kone gerne, idet jeg spurgte, om de terapeuterne ikke ville have en kop kaffe - underfortået "mere", inden de skulle tilbage til Rudkøbing.

I det hele taget virker det søgt – som om der for enhver pris skal findes noget kognitivt dårligt hos mig, fordi du (Hanne Karlskov Andreasen) har brugt cirka 17.000 kommunale kroner på at tage mig en tur jorden rundt med en neuropsykolog fra Roskilde, se https://www.visitlohals.dk/en_farlig_neuropsykolog.html..

Hvad jeg mener om din - Hanne Karlskov Andreasens - sagsbehandling kan du også læse på min hjemmeside - https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html - og den behandling fortsætter du desværre med i stedet for en seriøs behandling af min BPA-sag, konkret vejledning og rådgivning efter lov om retssikkerhed på det sociale område samt om de for mig mest relevante hjælpemidler.

Langeland Kommune taber igen hos Ankestyrelsen:

Den 16. juni skrev jeg følgende på denne side:
Hanne Karlskov Andreasens manglende svar på min begæring om aktindsigt i den fulde korrespondance/kommunikation mellem hende og neuropsykologen, Henrik Valentin Mortensen, Roskilde, som tog mig jorden rundt for en pris på cirka 17.000 kr. til Langeland Kommune, er fortsat ubesvaret af Ankestyrelsen. Men det ikke længere tilfældet, idet Ankestyrelsen 3. juli har påbudt Langeland Kommune at svare mig, da jeg  har ret til aktindsigt i de ønskede oplysninger:

Afgørelse om aktindsigt
Du har klaget over Langeland kommunes behandling af din anmodning om aktindsigt i din sag om BPA-ordning. Langeland kommune afgjorde spørgsmålet den 29. april 2020.

Resultatet er:

Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at kommunen skal

afgøre sagen på ny.

Kommunen kontakter dig.

På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.

Venlig hilsen

Hanin Ghali Riemann

3. juli 2020

 

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du har ret til aktindsigt i din sag i Langeland Kommune om BPA-ordning. 

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du klager over, at kommunen ikke giver dig

aktindsigt i sagens akter.

Vi har den 14. april 2020 derfor anmodet kommunen om at indsende

sagens akter og oplyse, om der er akter eller oplysninger, som er undtaget

fra aktindsigt. Vi har også anmodet om at få oplyst efter hvilken regel, der

er undtaget konkrete akter eller oplysninger, hvis kommunen ikke giver dig

fuld aktindsigt.

Vi modtager akter fra kommunen den 21. april 2020.

Kommunen oplyser den 29. april 2020, at der ikke er meddelt afgørelse om

aktindsigt, da der har været en massiv række af henvendelser fra dig siden

17. marts 2020.

Vi anmoder derefter kommunen telefonisk den 4. maj 2020 om at træffe

afgørelse om aktindsigt og oplyse, om der er akter eller oplysninger, som

er undtaget fra aktindsigt.

Vi forstår fra de indsendte oplysninger af 25. juni 2020 fra dig, at

kommunen ikke kan give dig aktindsigt i det anmodet, da der er tale om

dokumenter, der ikke eksisterer på sagen. Oplysningerne fremgår af en

mailkorrespondance mellem dig og kommunens sagsbehandler.

Vi lægger til grund at kommunen endnu ikke har truffet en afgørelse om

aktindsigt. Der er heller ikke oplysninger om, hvorvidt kommunen har

undtaget akter eller oplysninger fra aktindsigten.

Hvad skal kommunen gøre

Kommunen skal se på sagen igen og træffe en afgørelse, der indeholder oplysninger om, hvorvidt kommunen giver dig fuld aktindsigt, eller om der er akter eller oplysninger, som kommunen undtager fra aktindsigt.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

Og læs resten af min sag her

 

designet af webdesigner.dk