PAS PÅ med folkeregisteradresse på Langeland

Som der står på denne hjemmeside, faldt vi for "fyret, havnen, udsigten, skovene og stranden allerede ved det første besøg i Lohals” og derfor flyttede vi senere – som seniorer – vor folkeregisteradresse til Langeland. Selv om vi kunne have ladet den stå ved vor feriebolig i Odense og dermed sparet ganske meget i kommunal skat, valgte vi at støtte Langeland, der har en af landets højeste skatteprocenter. Men efter den ene af os blev lammet af en blodprop, har det vist sig at være et usædvanligt dårligt valg.
Handicappede kan med store fordele have deres folkeregisteradresser i andre kommuner – ikke mindst i København eller Køge - der betaler for den bedste private genoptræning, fx på Vejle Fjord Rehabilitering, og som sørger for individuelt tilpassede nye hjælpemidler. På Langeland kommer kommunen med skramlede og tunge kørestole, der er gået ud af produktion for år siden, og de billigst mulige rollatorer, krykker m.v., lige som kommunen kategorisk nægter at betale for andre nødvendige hjælpemidler, fx stænger ved siden af toilettet.
De kommunale hjælpemidler, som alle danske kommuner er forpligtet til at stille til rådighed for folk med vedvarende handicap, er af så dårlig beskaffenhed, at folk går langt for at skaffe midler, så de kan købe noget bedre.
At kommunen har pligt til at fortælle folk, de har ret til at købe noget bedre og få det beløb, kommunen har sparet ved ikke at skulle komme med noget, udbetalt af kommunen, får folk ikke at vide.  I stedet spørger de kommunale medarbejdere ”kan I ikke bare købe og betale selv?”.
I vores tilfælde kunne Langeland være sikker på en større økonomisk gevinst ved at udlevere nye og brugbare hjælpemidler samt bevilge privat genoptræning.  I så fald ville vi nemlig have lyst til at beholde vor folkeregisteradresse på Langeland og dermed til at betale ganske meget i kommuneskat de kommende år. Men i stedet får den langelandske handicappolitik os til at overveje at flytte vor folkeregisteradresse til Odense, som kan få glæde af vores kommuneskat, for vi kan uden videre beholde vort helårshus i Lohals, hvor der ikke er bopælspligt. Ærgerligt for Langeland, der ellers ville kunne tiltrække velstillede seniorer, hvis kommunen havde en ordentlig og anstændig handicappolitik.
Den kommunale skattebesparelse, som vi automatisk får, hvis vi vælger at have folkeregisteradresse i en anden kommune, kan betale mange nye hjælpemidler og god privat genoptræning.
Langeland Kommune forsøger i øjeblikket at lave en ny planstrategi under titlen ”Levende Langeland – et godt sted at bo”. Men glem alt om et sådant mål, medmindre kommunen er villig til at ændre den nuværende handicappolitik.

---

Hvis man læser de officielle erklæringer om handicappolitikken i Langelands Kommune, får man det fejlagtige indtryk, at kommunen tager sig godt af handicappede, idet der står følgende:
”Handicappolitikken har til formål at sørge for lige muligheder for hele befolkningen i Langeland Kommune, således at der hele tiden stræbes efter, at alle borgere har samme muligheder uanset den enkelte persons funktionsniveau. Den skal dermed være et redskab til dialog og udvikling af kommunens ydelser”.
Men sådan er det ikke, for de kommunale ydelser består især af svaret ”nej” eller af brugte hjælpemidler af så ringe kvalitet, at de for længst burde have været kasseret. Hvem kan fx løfte og bruge en ni år gammel transportkørestol, som vejer over 25 kilo?
I modsætning til en del kommuner går Langeland nærmest til yderligheder for at spare mest muligt på handicapområdet og undlader at oplyse handicappede om deres rettigheder, fx hvad angår frit valg ordningen, lægeordineret vederlagsfri fysioterapi og andet, som kan udløse en udgift for kommunen.
Når man ser, hvad andre kommuner stiller til rådighed, og hvad de betaler af genoptræning, kan man kun ærgre sig, hvis man valgte at have folkeregisteradresse på Langeland.

Vi har inviteret borgmesteren på Langeland, Tonni Hansen, på kaffe for at fortælle ham om vores oplevelser og erfaringer med den kommunale handicappolitik, men vi har endnu ikke fået et svar.

Vi har sendt nye e-mails til borgmesteren for at få en bekræftelse på, at han har modtaget vor invitation. Men det svarer Tonni Hansen heller ikke på. Langeland har desværre en politisk førstemand, der kke ønsker dialog med borgerne, og som ikke interesserer sig for den kommunale handicappolitik, der på ingen måde kan gøre øen til "et godt sted at bo".

designet af webdesigner.dk